Kompetenceudvikling

Kompetenceudvikling

Indledning
FG lægger vægt på, at medarbejderne er fagligt og personligt rustet til at udføre de arbejdsopgaver, som er naturligt knyttet til at være en god:

  • Lærer.
  • Studievejleder.
  • Læsevejleder.
  • IT-vejleder.
  • Pædagogisk konsulent.
  • Administrativ medarbejder.
  • Pedel.
  • Leder (inspektor, vicerektor, rektor).

Herudover lægger FG vægt på, at skolen samlet råder over de fornødne kvalifikationer til at gennemføre den undervisning og det arbejde i øvrigt, som FG vil være forpligtet til som alment gymnasium.

Grundvilkår
Et grundvilkår for alle, der arbejder på FG, er, at de beskæftiger sig med unge 16-19-årige, som ønsker en almen gymnasial uddannelse, og at de befinder sig på en arbejdsplads, hvor der lægges vægt på gode relationer og gensidig respekt mellem eleverne og medarbejderne, således at eleverne mærker, at de anerkendes for den indsats, de yder.

Ved ansættelse
Ved ansættelsen af medarbejdere lægges der vægt på gode og dokumenterede kvalifikationer på de arbejdsområder, som medarbejderen skal bestride. Er der mangler på dette område drøfter ledelsen med den nyansatte, hvorledes disse kompetencer skal opnås i form af efteruddannelse eller supervision. For alle nyansatte lærere gælder det, at rektor i løbet af det første halve år overværer deres undervisning. Dette gælder også for årsvikarer.

Er der tale om ansættelse i en pædagogikumstilling følges undervisningen i overensstemmelse med reglerne for denne ansættelse.

Årlige medarbejdersamtaler
Ved de årlige medarbejdersamtaler med rektor drøftes udviklingen af den enkelte medarbejders kompetencer – set i lyset af medarbejderens egne ønsker og skolens ønsker.

Skolens forventninger
Udgangspunktet for skolen er, at undervisningen af vores elever og forberedelsen af dem til at indgå i videregående uddannelser er vores kerneydelse.

Skolens grundlæggende forventning vil derfor være, at medarbejderen er i stand til at udføre/undervise i den pågældendes fags/arbejdsområdes kerneområder på et kvalificeret niveau og følger udviklingen inden for disse.

For lærerne gælder det endvidere, at der vil være et ønske om, at de løbende udvikler deres undervisningspraksis i et samspil med kolleger og elever, så eleverne opnår det bedst mulige indlæringsmiljø. Vidensdeling og løbende evaluering af undervisningen (se FGs evalueringsstrategi) er i denne forbindelse en selvfølge.

Der er ligeledes fra skolens side et ønske om, at alle lærere over tid positivt deltager i teamarbejdet omkring de enkelte klasser, samt indgår i et flerfagligt samarbejde med kolleger bl.a. i forbindelse med naturvidenskabeligt grundforløb (nv), almen sprogforståelse (ap), almen studieforberedelse (at) og studieretningsprojektet (srp).

Skolen lægger vægt på et positivt samarbejde med det lokale samfund og virksomheder, og derfor vil det være naturligt, at medarbejderne med relevante fag med jævne mellemrum involverer sig i projekter på skolen, som fremmer dette ønske.

Skolen lægger ligeledes vægt på at skabe og bevare gode internationale relationer, således at både elever og lærere får gode muligheder for kulturel udveksling.

Skolen lægger endvidere vægt på, at alle medarbejdere har kendskab til metoder og teknikker til at fremme en god klasserums – og også teamkultur, således at problemer og konflikter løses så hensigtsmæssigt som muligt.

Endelig lægger skolen vægt på, at lærerne har et godt kendskab til evalueringsteknikker, så der for den enkelte lærer ikke opstår barrierer i denne forbindelse, og at man er i stand til at tackle positiv såvel som negativ kritik.

For medarbejdere med særlige funktioner, som kræver særlige kurser eller efteruddannelse, iværksættes denne uddannelse umiddelbart efter, der er indgået aftale om bestridelse af en sådan funktion.

Det forventes, at alle medarbejdere med jævne mellemrum deltager i efter – og evt. videreuddannelse. Efteruddannelsen kan ske individuelt, men skolen vil også stå for fælles efteruddannelse for lærerne – enten faggruppevis eller for hele lærergruppen.

Lønpolitik som incitament

Et vigtigt element i skolens lønpolitik er understregningen af vigtigheden af efter- og videreuddannelse for den enkelte medarbejder. Lønudviklingen hænger i denne forbindelse nøje sammen med kompetenceudviklingen (se skolens lønpolitik).

Elektronisk personalemappe:

FG benytter via EFIF (vores IT-leverandør) et personaleadministrativt system, Perssys, som fungerer som en elektronisk personalemappe. Heri er medarbejderne selv forpligtede til at registrere de kurser og den efteruddannelse, de løbende deltager i, således at omfanget kan dokumenteres.

Budget for kompetenceudvikling:
Hvert år drøftes i MIO og i bestyrelsen årets budget mhp på efter – og videreuddannelse, og det sikres så vidt muligt, at der er midler til at dække det forventede kompetenceudviklingsbehov.

Der kan i særlige år afsættes penge til læreres efteruddannelse i udlandet. (Dette er f.eks. sket i 2009).

/Hørt i PR foråret 2009. Vedtaget i bestyrelsen d. 20.03.09